mærkbar fortælling

Heidi Krumhardt

Sæt aftryk

Ord kan forløse, forme og forbinde.

Ord kan sætte sig i vores krop. Når vi lytter til en bemærkelsesværdig fortæller, så rives vi med. Vi tror på ordene, fornemmer intentionen, hører budskabet og mærker mennesket. Vi genlever måske en situation, fyldes af en følelse eller motiveres på ny.

Uanset reaktionen, så bærer vi fortællingen med videre, hvis den har sat sig i os. Mærkbar fortælling handler om at træde i karakter gennem ord. Mundtligt som skriftligt. Det handler om at tage sine ord på sig, så ordene løser opgaven ved at være uløseligt forbundet til mennesket bag. At være præcis og personlig.

Jeg hjælper mennesker til at blive tydelige og personlige fortællere. Til at kende og vedkende sig selv, bruge sig selv med et ufravigeligt blik på det, de ønsker at give modtageren med gennem de valgte ord. Det kan være i forbindelse med taler, præsentationer, interviews og samtaler. Det kan være privat og professionelt.

Bliv mærkbar, når du:

Tag ordet alvorligt

Mennesker følger mennesker, ikke kasketter.

Mange af os står jævnligt i kommunikationssituationer uden at bruge dem optimalt. Vi kommer typisk lidt sent i gang, glemmer måske at gøre os det klart, hvorfor vi skal tale, og hvad vi gerne vil opnå ved at tage ordet. Vi bliver formidlere af korrekt viden frem for personlige fortællinger. Vi bliver optaget af ikke at begå fejl i stedet for at give vores tilhørere noget med. Vi løser opgaven uden at forløse potentialet.

Mærkbar kommunikation handler om at bruge ord til at skabe en relation til dem, der lytter, og til at dele en ambition, en forståelse eller en følelse med andre mennesker. Det kan være fælles fodslag, inspiration til nye tanker og ideer eller en oplevelse af medansvar og stolthed. Det kan også handle om at skabe et retvisende og personligt billede af sig selv og sin mission. Det kan være hvad som helst, men ambitionen er altid at forbinde afsender og modtager om noget fælles.

Tænk, hvis vi satte det som et mål, at vi ikke bare ville tage ordet for at sige noget, men for at sætte et aftryk eller skabe en forandring. Hver gang.

Tag ordet sikkert

Kend dit mål, dit ståsted og dine virkemidler.

Alle kan blive bedre til at fortælle mærkbart. Det starter med at gøre sig klart, hvad formålet er med at tage ordet. Hvad skal de lyttende sidde tilbage med? Hvorfor skal de bruge deres tid på dig? Dernæst handler det om at træde i karakter i afsenderrollen, at anerkende og kende sit publikum og at gøre sig det helt klart, hvad der skal fortælles til hvem med hvilke ord.

Typisk vil vi arbejde med en specifik kommunikationssituation, fx en årlig tale eller præsentation, en podcast eller et interview. Vi vil tage udgangspunkt i bekymringer og muligheder, tale afsender, modtager, tema, ramme og sprog og værdier igennem. Vi vil skabe en klarhed om opbygning, billeder, eksempler, retoriske virkemidler og smuthuller, når det ikke går som planlagt. Og så vil vi øve, mens vi bånder. Kigge eller lytte igennem, justere og tilpasse og øve igen, til det sidder, som det skal. Fordi det giver tryghed, tydelighed og troværdighed at være sikker, præcis og personlig.

Heidi Krumhardt

Jeg er tilhænger af matematikkens stringens og poesiens favnen af alt det, der undslipper kausaliteten. For netop i spændfeltet mellem modsætningerne kan livets underfundighed fortælles.

Jeg har specialiseret mig i at forløse og formulere det, mennesker står for.

Det handler om at lytte, fornemme og formidle. Om at have fokus på mennesket og opgaven. Og om at støtte den enkelte i at fremstå personligt, troværdigt og præcist i den givne ramme.

Jeg har adskillige års erfaring som leder, kommunikationschef og rådgiver, senest for H.K.H. Kronprinsessen, formand for Mary Fonden, og direktøren samme sted.

Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og filosofi og har alle dage været optaget af at skabe meningsfuld og virkningsfuld kommunikation.

Heidi Krumhardt